Generelt:
I vil hurtigt finde ud af, at det meste af Rom er okkergul; de ældste bygninger har været pudset op med kalk fra egnen og det har netop denne farve; de nyere bygninger har holdt stilen. De to dominerende træer, I vil se over hele Rom er pinjer og cypresser - pinjerne er dem med de flade trækroner, cypresserne er dem, der er høje og spidse - H.C.Andersen kaldte de to slags træer for "opslåede og nedslåede paraplyer", og det er jo meget rammende.
De tre ting: den okkergule farve, samt pinjerne og cypresserne, er i sig selv nok til at kunne identificere Rom på et par sekunder. Ingen andre byer ser helt sådan ud.
I skal selvfølgelig lige have et overordnet indtryk af byen, og et par generelle tips, som vil være til nytte;
Den del af byen man kender som "Rom" (hvis man er turist og ikke bor der) er et område, der ikke er meget større end København, hvis man regner Frederiksberg med, så det kan betale sig at gå; det nordligste punkt er Borghese-parken, det vestligste er Vatikanet og Peterskirken, det sydligste er Aventiner-højen (hvor "nøglehullet" ligger).
Busser: nej. Man kan ikke købe billetter i bussen, man skal købe dem i en tobaksforretning før kl. halv seks (for der lukker tobaksforretningerne), og der er bøde for at køre uden billet. Man kan selvfølgelig tage chancen - jeg er aldrig blevet snuppet, men jeg har også kørt ret sjældent. Jeg synes, at i Rom skal man gå.
Tog: niks. Og slet ikke i myldretiden. Der er nogle uautoriserede billettører, og taksten er alt, hvad man har i tegnebogen (og tegnebogen med).
Og det med at gå: det kan være frygtindgydende at se den italienske trafik og vide, at der er romere bag rattet og I vil tilmed finde, at småbitte, smalle gader er forsynet med fodgænger-lys medens man er overladt til sig selv på hovedtrafikårer. men: vær uden frygt. Det drejer sig om at signalere til bilisterne at man skal over - og så gå. Ud på gaden. Ikke løbe, ikke holde sig gemt bag en bil til man synes, at der er fri bane og så spurte ud, men gå med rolige, afmålte skridt. Man kan eventuelt løfte en hånd mod trafikken, men de skal såmænd nok se én alligevel, og de venter, til man er forbi. Italienerne vil nemlig ikke have bulet deres kofangere.
Taxaer - er billige. Jeg skyder på, at hvis I tager en taxi fra Termini – hovedbanegården - til f.eks. Galleria Borghese (der skal I altså op, ellers: sure miner, når I kommer hjem) så vil det koste ca. 50 kr.
Mens vi er ved trafikken - pas på små søde sigøjnerbørn, der kommer løbende med enten en avis eller en opskåret papkasse. De taler meget hurtigt, og mens de vikler avisen/papkasse rundt om kroppen på dig, og du tænker: "Hvad vil dog de søde, små børn?" lemmer de dig for alt, hvad du har i lommer eller taske. Man skal stirre dem i øjnene uden at smile og sige "vada via!" (skrub af). Man må ikke nøjes med en gestus, hvor man med en overstatus-hånd (håndryggen opad, hånden sænket til hoftehøjde) vifter med fingrene nedefra og op, for denne gestus, som måske nok på skandinavisk betyder "skrid", signalerer på italiensk, at de skal komme hen til dig og modtage en større sum penge. "Vada via" er det eneste rigtige at gøre, og husk at lade være med at smile, for så bliver I ikke taget alvorligt.
Sproget: tal dansk og brug hænderne. Romerne er generelt ret dårlige til engelsk (de ved det ikke selv), men, modsat f.eks. franskmænd, har italienere både velvilje og en god fantasi.
Restaurationer: man kan gå ind, hvor I synes, men check menu-kortet først - hvis det ikke er udstillet udenfor restauranten, så lad være at gå derind - det er for dyrt. Et eller andet sted på kortet står der noget, som de enten kalder "pane e coperta" (brød og opdækning) eller "servizio" (betjening). En billig restaurant ligger på under 3 Euro i pane e coperta. Hvis I vil prøve at spise rigtigt italiensk, så tag, hvad de kalder en "menu turistico" (turist-menu); det lyder bagvendt, men det er ved at kalde menuerne det, at de får folk fra udlandet til at spise italiensk. Herhjemme tror vi, at italiensk mad er minestrone og spaghetti, men det er faktisk kun, hvad italienerne spiser før hovedretten, secondo ('anden ret'), der som regel bare er kød og et grønt salatblad, hvis bølgerne går højt. Som regel skal garnituren (contorno) bestilles separat (og betales separat). Det virker mærkeligt på danskere, der vil have sovs og kartofler, men der er altså ikke noget til det kød. Til sidst skal der være plads til desserten, som de kalder "dolce" (dolt-sje), og det er kage eller is eller en frugtsalat, der hedder "macedonia" (massedonja).
Hvad angår pizza, så rangerer det på linje med to ristede med det hele. At pizzaerne har sneget sig ind på restauranter og spises med kniv og gaffel skyldes dels, at turisterne forventer det, dels at anden verdenskrig efterlod Italien så fattigt, at de ikke havde råd til andet. Skal man have pizza, så køb det i firkantede stykker fra fortorvsboder.
Til frokost skal I bare købe noget fra gaden. Find et trattoria - en fortovscafé - men vid: nogen steder betaler man een pris for at spise ved baren eller gå med maden, og een for at sætte sig ved bordene. En anden ulempe ved italienske trattoriaer, som I skal være forberedte på er: Meget tit skal man finde ved skranken, hvad man skal have, og så gå over og betale ved kassen, hvorpå man skal tilbage til skranken med bon’en for at hente maden. Upraktisk, men sådan vil italienerne generelt have det. Det gælder dog ikke på mit yndlingssted, "Il Delfino", som jeg kan anbefale. I betaler ved skranken, og priserne stiger ikke af at I sætter jer ved et bord. "Il Delfino" ligger på Vittorio Emmanuele II lige overfor Largo Argentina- det er lige rundt om hjørnet fra Piazza Navona. Noget, I skal smage er "Suppli" (tryk på sidste stavelse) - det er et særligt romersk lækkeri; riskugler med tomat og mozzarella-ost, raspet og friturestegt. Man bliver forfalden til dem. De koster 1 Euro stykket, og man bliver propmæt af to.
Anbefalede restauranter:
Den første er absolut anbefalelsesværdig, selv om man skal til Trastevere (på den anden side af Tiberen, betyder det), men det koster under 10 Euro med taxi fra Termini, og man kan gå tur langs Tiberen bagefter:
Ristorante Alle Fratte di Trastevere
Via delle Fratte di Trastevere 49
Telefon: 0615835775
Prisniveau: Billigt/mellem Lukkedag: Ingen www.allefratteditrastevere.com
Alle Fratte di Trastevere har den godhed at holde åbent om søndagen.
Indehaverne er ægteparret Felice og Maria Massimo, men om aftenen er det deres søn, Ricardo, der styrer restauranten. Hele familien har boet i USA en del år og taler godt engelsk.
Jeg kan anbefale deres Filet Mignon med pebersauce – kødet er så mørt, at det kan spises med ske.
Tæt ved Termini (hovedbanegården, hvor de billige hoteller ligger) finder man ”Elettra”, som også er billigt og meget godt.
http://www.ristoranteelettra.it/it/ristorante.html
Campo dei Fiori
LA CARBONARA CAMPO DEI FIORI 23 Lukkedag tirsdag og mellem 3 og 6 hver dag. Restauranten er en institution i området. Specielt ”kulsvierens” carbonara ‑ pasta med æg, skinke og peber er populær. Luftigt spiserum på 1. sal med fornem udsigt til torvet.
Abruzzi Sas Di M. Pandolfi & C
V. Del Vaccaro, 1. (en sidegade til Corsoen, Roms store hovedstrøg & indkøbsgade) Tel.: (+39) 066793897
Her kan man spise middag med kardinalerne, for det er vistnok deres yndlingsrestaurant.
Og nu skal vi til -
seværdighederne:
Der er fire ting, som I skal tage i rap, og som er 'musts' hvis I er i Rom. De ligger med ca. 5 minutters gang fra hinanden (15 minutter, hvis I skynder jer), og de hedder Trevi-fontænen, Ignazio di Loyola, Pantheon og Piazza Navona.
Trevi-fontænen er "barokkens sidste basunstød", dvs. fra slutningen af 1600-tallet. Når man kommer til fontænen af de små gyder, der leder ud til den, kan man ikke undgå at blive imponeret: selvom den er bygget ind i et hus, så tårner den sig op for en i et væld af hvid marmor. Den forestiller Neptun, havguden, og hans tritoner (små havguder). I vil rundt om i byen kunne se andre statuer, især springvand, som viser tritoner, og det er almindeligt i Rom, fordi meget af Roms storhed bygger på vandforsyninger. Allerede i antikken fandt man ud af at lede vand gennem akvadukter, og da Rom er varmt, er det jo vigtigt. Den store figur til venstre for Neptun står med et overflødighedshorn, fordi vandet jo får ting til at gro, figuren til højre står med en slange - tegn på fornyelse (slanger skifter ham) og helse (også brugt i vores medicin-symbol, en slange om en stav, fordi man blev helbredt ved kurbade, altså igen vand).
I 1960erne fik Trevi-fontænen fornyet sin popularitet, fordi Anita Ekberg i Fellini-filmen "La Dolce Vita" gik ud i fontænen i en stor og nedringet selskabskjole.
Ved Trevi-fontænen er det vigtigt at gøre een ting: stil jer med ryggen til fontænen, tag en mønt i højre hånd og kast den over venstre skulder, bagud i fontænen. Så kommer I tilbage til Rom. Da jeg var med en af mine venner i Rom på en interrail-tur skulle vi fra Rom til Brindisi og videre til Grækenland, og vi havde ikke planlagt mere i Italien, så vi tog en hel håndfuld af lire for at slippe af med vores småmønter på den måde. Da vi steg på vores tog til Brindisi, måtte vi gå langt ned gennem togstammerne for at finde en plads, og endte (uden at vide det) i en afdeling af toget, som midt om natten blev koblet fra og returnerede til Rom. Så jeg ved, at det med mønterne virker, ovenikøbet på den måde, at jo flere mønter, man smider i, jo før kommer man tilbage.
Om aftenen, når lyset ved fontænen bliver tændt, er der også smukt, og så kommer en masse romerske gadebørn og samler alle mønterne op igen. Sådan er det.
I skal krydse lige over Corsoen - den store gade, som er "Strøget" i Rom, skønt ikke en gågade - langtfra! I Via Caravita finder I san Ignazio di Loyola, jesuitterkirken, som er berømt for sit trompe l’oeuil, sin optiske illusion, i loftet. Jo længere man står og betragter maleriet, des mindre tror man, at det hele er fladt.
Lidt videre fremme finder I Pantheon. "Pan" betyder "alle" og "theo" betyder "gud", så Pan + theon betyder "alle guder". Det er et tempel bygget af Kejser Hadrian, en af de bedste af de romerske kejsere, til alle de romerske guder, og da antikkens romere var ret tolerante, kunne andre folkeslag få lov at tilbede deres egne guder her også. De kristne ville naturligvis ikke, og i sidste ende vandt de: nu er templet naturligvis kun en kristen kirke.
Denne kuppel er verdens næststørste kuppel, kun overgået af kuplen over British Museums læsesal i London. Som alle andre arkitekter var Michelangelo betaget af denne kuppel, så da han skulle tegne kuplen på Peterskirken, gjorde han den med vilje en lillebitte smule mindre end Pantheon, for ikke at overgå den.
Hvad der godt kunne overgås ved Pantheon, er derimod portalen foran kuplen: fra siden kan man let se, at den skulle have stået et par meter højere; søjlerne er for lave. På hovedbygningen er tydeligt afmærket hvortil portalen burde havde gået.
Men hvordan man bar sig ad med at bygge dette monstrum i antikken - år 79 efter Kristus, vides ikke med sikkerhed. Hullet i toppen af Pantheon er 9 m i diameter. Jeg ved det med sikkerhed, for engang da jeg var i Rom, mens regnen silede lige ned ovenfra, skridtede jeg den våde plet på gulvet af, og den var nøjagtig 9 meter.
Den kendte renæssance-maler Rafael ligger herinde - han blev ombegravet mens H.C.Andersen var i Rom, og da den store dobbeltdør var under rekonstruktion, og der kun var en smal indgang, måtte man tippe Rafaels kiste for at få den ind. H.C.Andersen skriver i sin dagbog, at man kunne høre "en hæslig raslen af knogler".
Tag en slapper i Pantheon og nyd det i fem minutter. I kan evt. gå lige over pladsen og finde MacDonalds (hvis I skulle have lyst til noget dansk mad) og læg mærke til, at her, foran Pantheon har MacDonalds ikke fået lov til at bruge deres sædvanlige gule og røde farver: facaden er tonet smukt ind efter den romerske farvestil.
En lille ekstra seværdighed: hvis I går bag om Pantheon til venstre for hovedindgangen vil I 30 meter bag bygningen finde Berninis lille sure elefant med en obelisk på ryggen, på Piazza Minerva. Obelisken er ægte ægyptisk, og det, som Bernini skal illustrere, er, at "det kræver stor styrke (elefanten) at bære stor visdom (obelisken)". Man nyder obeliskerne mere, hvis man tænker på, at en obelisk egentlig er en forstenet solstråle. De gamle Ægyptere tilbad jo solguden Ra, og derfor var obelisker så populære, fordi de netop er stiliserede solstråler; derfor er de helt spidse på toppen og bliver bredere nedefter.
I kirken bag elefanten kan I se en af Michelangelos kendteste Jesus-statuer. En senere, mere snerpet tid har forsynet Michelangelos nøgne frelser med et lændeklæde af guld, og lad jer endelig ikke forlede til at tro, at man ved at smide en mønt i automaten til venstre for statuen kan få lændeklæde til at falde af. Automaten sætter kun lys på statuen.
Tilbage til foran Pantheon. Stå med ryggen til hovedindgangen, gå op til "MacDonalds" og tag Via Giustiniani. Tag den og kryds to gader - 3 minutter efter står I på Piazza Navona. Det er en aflang plads og I kommer ind på langsiden. I 1700-tallet var det på mode blandt de unge og rige at stoppe afløbene og lade pladsen løbe fuld af vand - og så køre ræs rundt på piazzaen i hestevogn, mens det sprøjtede til alle sider.
Det var lidt om historien. Nu kommer seværdighederne. Kig på springvandet, som Bernini har lavet. De fire personificerede floder er Nilen, Ganges (med en åre), den sydamerikanske flod Rio de la Platte og Donau. Historien er, at Bernini havde håbet på at få lov til at bygge den kirke. Men lige før projektet med fornyelsen af Piazza Navona skulle igang, døde Paven, og man fik en ny. Den nye Pave ville gerne have en ny stab af kunstnere, så han forbigik Bernini og valgte Boromini til at tegne kirken. Som trøstepræmie fik Bernini springvandet. Som om det ikke var galt nok, så viste Boromini sig ikke at have meget forstand på sit arbejde - han ville lægge den høje kirke på langsiden af pladsen, og ikke for enden af pladsen, hvor den hører hjemme. "Kirken er for høj" sagde Bernini til ham, "man kan ikke komme på afstand af den, og det vil se ud, som om man får den i hovedet!"
Boromini gad ikke høre på sin vragede rival og havde en idé om, at hvis bare man gjorde kirkens facade konkav - altså lod den bue indad - så ville det ikke se ud, som om den var ved at vælte ned i hovedet på folk på pladsen. Men det gør det nu alligevel, og derfor har Bernini lavet Rio de la Plata - den 'flod', der sidder længst inde mod kirken, som han siger: "Hjælp! jeg får Borominis kirke i hovedet!"
Se også på de andre floder; Nilen har fået slynget en klud over hovedet (Nilens kilder kendtes ikke i renæssancen), Ganges er ved at stage sig afsted, Donau sidder og breder sig ud til alle sider med arme og ben, pga. Donaus mange bifloder. I det hele taget ser alle figurerne ud, som om de er smidt ned i marmorgruppen fra en vis højde. Bemærk, hvordan renæssancen hvile og harmoni er skiftet ud med barokkens liv og menneskelighed.
På Piazza Navona ligger "Tre Scalini" hvor man får den lækre tartuffo-is, deres specialitet. Den koster et par og tredive kroner og I skal tage den med ud på pladsen og sidde med den. Det er en chokolade-mokka-is med et marachino-bær i midten (kirsebær, der har ligget i maraschino-likør) og flødeskum.
Hvis I har fundet "Tre Scalini", så skal I høre: stil jer med jeres højre side til "Tre Scalini" og gå ned ad pladsen, forbi det store springvand og Borominis kirke, helt ned i bunden af pladsen og fortsæt lige ud, til I kommer ud på Corso Vittorio Emmanuele II.
Og hør så: Overfor jer, skråt til venstre på den anden side af gaden ligger kirken Andrea della Valle – kirken hvor første akt af Puccinis Tosca foregår. Hvis I vil finde "Il Delfino" skal I blive på Piazza Navona siden og gå ned ad Corso Vittorio Emanuele II mod venstre (altså forbi kirken, som stadig skal ligge på den modsatte side af gaden) og to blokke ned - så har I "Il Delfino" på et hjørne på jeres venstre hånd.
Hvis I derimod ønsker at se Campo dei Fiori (blomstermarken), også lige tæt på her, som er et grøntsagsmarked, men også en meget, meget hyggelig og folkelig plads, som man bør se, så bliv lige der, hvor I kommer ud fra Piazza Navona - kirken stadig på den anden side af gaden lidt til venstre.
Gå over Corso Vittorio Emmanuele II, gå ned ad vej nr. to mod højre fra kirken (via dei Baullari) og gå lige ud, til I 2 minutter efter kommer til Campo dei Fiori. Her er grøntsager og frugt om formiddag og tidlig eftermiddag, men også butikker med brød og ost, og det hele er vældigt hyggeligt. Sandheden er, at sådanne butikker kan være svære at finde, fordi romerne selv handler udenfor centrum. Men her er det altså det hele. Midt på pladsen står en ret flot statue af Giordano Bruno. Den er meget dyster, den statue, men det er ikke så underligt, for Giordano blev nemlig brændt på denne plads i år 1600, anklaget som kætter fordi han hævdede, at universet er uendeligt, at jorden ikke er dets centrum og at Gud og naturen er eet. Galilei, som vi kender som manden, der hævdede, at solen, og ikke jorden, var centrum, sad fængslet i Castel San Angelo (Engelsborg), men da man viste ham torturredskaberne, frasagde han sig alle sine teser, og først og fremmest den om, at jorden bevægede sig omkring solen. Det siges, at da han havde afsværget, hviskede han ”E pur si muove!” – ”men den bevæger sig nu alligevel!”. Bruno, derimod, stod højrøstet ved sine meninger og blev altså brændt her.
OBS! I kan vælge at tage en taxa til Den protestantiske Kirkegård og se den før den næste seværdighed, Nøglehullet. Jeg kan personligt anbefale kirkegården, for den er poetisk, og bør også være det, eftersom både Keats og Shelley ligger der - dem har jeg skrevet lidt om senere i dette brev. De er jo ufravigelige emner på ihvertfald mit poesipensum til 2.G'erne. Goethes søn ligger der også, under en gravsten, som læser; "Goethe Filius" - Goethes søn! Han blev altså i den grad overskygget af sin berømte far, at han ikke engang har fået sit eget navn på gravstenen!
Kirkegården er lille, men flot, med en lavtliggende plæne mod nord (her ligger Keats i havens nordvestligste hjørne) og så skråner den stejl op til en bakke mod syd, hvorpå Shelley ligger. Der er fyldt med katte.
Det er nemt at finde kirkegården, for den ligger lige ved Cestius-pyramiden, som den antikke romer Cestius lod bygge, en høj, hvid marmorpyramide. Indgangen til kirkegården er nedad en gade til højre for pyramiden, hvis man ankommer fra byen, og efter kirkegården kan I altså gå til nøglehullet, ca. 10 minutter derfra, men opad, op ad Aventinerhøjen: Ud fra kirkegården til den store Via Marmorata, kryds denne, gå til venstre(ved posthuset) derpå anden gade til højre (ikke den store trafikerede, men Via Pollione) og så til venstre igen, stejl opad, ad Via Lavernale - den ender lige på Piazza di Cavaliere di Malta, Malteserriddernes plads, ved Nøglehullet.
Nøglehullet. I kan også skippe kirkegården, hvis I har lyst, og tage en taxa fra hvor I bor og til Via di Santa Sabina - men ikke op ad Via di Santa Sabina. Der skal I gå! Det er en køn gade, med planter, der hænger som julepynt ned ad murene om gaden. For enden af gaden finder I pladsen Piazza Cavaliere di Malta - malteser-riddernes plads. Det er denne ridderorden, der ejede haven. Når I kommer op til pladsen ad Via di Santa Sabina, ligger porten med hullet til haven på højre hånd. Man kan ikke komme ind i haven, men hele haven er arkitekttegnet efter udsigten fra det lille hul; træer og bede forsvinder ud mod havens fjerne ende, og der, lige i cirklens brændpunkt, tværs over Tiberen, kan man se kuplen på Peterskirken.
Så skal I kravle ned igen. Ned til den store, trafikerede gade, Via del Circo Massimo - Circus Maximus gaden - som I på en eller anden måde skal over. Den svinger her til højre, og I svinger med. Hold nu øje med en ikke iøjnefaldende kirke på jeres højre hånd, rundt om svinget. (På den modsatte side af gaden ligger Vestalinde-templet, rundt og med søjler hele vejen rundt) I skal nu finde Sandhedens Mund - Bocca della verita. Den er i en lille gang med gitter ud mod gaden. Ind der, og så skal I lægge hånden ind i munden på stenansigtet og sværge, at I stadigvæk elsker hinanden. Og hvis det IKKE passer! ...så får I hånden hugget af. Det sker nemlig, hvis man har løjet samme dag.
Fortsæt op ad den gade, I er på - Via del Teatro di Marcello - og lige op til den store Piazza Venezia. I kommer ind på siden af GEBISSET, som Tom Kristensen (forfatteren, ikke racerkøreren) kaldte monumentet fordi den er 'alt for hvide tænder i en gammel mands mund'. Man skal aldrig vende sig særligt meget i Rom, før man kan orientere sig via Gebisset. Romerne kalder den ’la macchina da scrivere’ - skrivemaskinen og synes, at det skæmmer byen, men prøv at komme op i monumentet – det kan man undertiden, når porten ud til pladsen er åben. Heroppe fra skæmmer monumentet ikke, og man befinder sig i et univers af hvide marmortrapper og søjler – omtrent som Hollywood altid skildrer Rom – og udsigten er forbløffende.
Pladsen foran monumentet er også dejlig - Piazza Venezia.
I krydser ned over pladsen (ud foran gebisset og til venstre) og passerer på jeres venstre hånd den balkon, hvorfra Mussolini holdt sine taler. Ned til Corso Vittorio Emanuele II - og til venstre, mod Tiberen. Kryds gaden, så I kommer over på højre side i gangretningen. Et stykke nede, lige efter et hak i gaden, altså en lille 'niche' og lidt trukket tilbage fra gaden, men fuldt synlig, ligger "Il Delfino".
Snart vil I på gadens modsatte side se den store kirke San Andrea delle Valle. Som før nævnt ligger denne kirke for enden, nærmest, af den lidt skjulte Piazza Navona. Det er i denne kirke, i første akt af Puccinis "Tosca", at den dejlige, men dumme Tosca tror, at Mario er hende utro. Når I ser den, skal I se den modsatte vej, nemlig til jeres højre hånd. Her skal I finde "Corso Rinascimento" - genfødelsens gade - som I skal dreje ned ad. Ikke langt, for så skal I til venstre; ind på Piazza Navona. Men der har I jo været.
Fra Piazza Navona skal I søge mod Tiberen, for nu skal I mod Peterskirken. Gå mod Tiberen, men kryds ikke en hvilken som helst bro! Kig over Tiberen efter Castel San' Angelo - Engelsborg - et stort skur af et mausolæum, Gasværket gange 10, med en engel på toppen. Gå mod venstre langs Tiberen til I kommer til Ponte San Angelo, for den er nemlig smykket af Bernini:
Engle står med kristne attributter langs broen. Men da det nu er Bernini, venter man noget morsomt, og det er der også: nogle af englene med deres religiøse attributter står nemlig som gadesælgere, og med en mine, som om de vil prakke turisterne deres attributter på. Man kan næsten høre dem sige: "Veronikas svededug - kun 5000 lire - det er billigt!" Resten af englene holder attributterne, som de var musikinstrumenter; tornekronen, som om det var en tamburin, og Jesu kors, som om det var en cello.
Kryds Ponte S. Angelo lige over mod Castel San Angelo. Det er Kejser Hadrians gravmæle, meget større, end det er kønt. Først byggede Hadrian det, og siden syntes han, at det ville være en smuk gestus, hvis hans unge elsker, Antinous, frivilligt tilbød at springe i døden fra mausoleet, i sorg over, at Kejser Hadrian var død. For nu at Hadrian kunne være sikker på, at det skete, lod han Antinous skubbe ud længe før han selv døde. Det er iøvrigt også fra Castel S. Angelo, at Puccinis Tosca ender: I jalousi har den ulyksalige pige røbet Marios medvirken i et oprør til Scarpia, chefen for det hemmelige politi. Straks de har fanget Mario, fortryder hun, naturligvis. Hun overtaler Scarpia til kun at bruge løst krudt ved Marios henrettelse, for den modydelse, at hun går i seng med ham (Scarpia, altså), men så snart Scarpia har aftalt fupnummeret med sin assistent, dræber Tosca ham. Hun tror, hun er meget smart, men Mario bliver alligevel skudt med skarpt, og til Toscas bifald, idet hun tror, at han bare spiller godt (”Ecco un artista!” – hvilken kunstner!, udbryder hun, da han rammer jorden). Tosca indser snart, at hun er blevet narret – Mario er stendød og Tosca springer ud fra kastellet. Flere handlingsbeskrivelser af Tosca vil have hende til at hoppe i Tiberen, men det kræver nu noget af et afsæt at ramme floden fra kastellet.
Da Sarah Bernhardt, den store, franske skuespillerinde efter hvem kagerne er opkaldt, spillede denne scene i Paris, havde hun fordrejet hovedet på den unge scenetekniker, som skulle lægge madrassen ud til hende bag kulissen. Det glemte han så at gøre af bare kærlighed, Madame Bernhardt brækkede benet og det måtte sættes af. "Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle gå stykvis i graven" kommenterede hun.
Gå til venstre, når I er kommet over Tiberen og fortsæt i denne retning. I skal ikke gå langt, så er I på Peterspladsen. Tror I. For I vil sikkert opleve, at vejen bliver længere og længere, mens I går mod Peterskirken. Det virker som en ond drøm: Man kommer ikke nærmere, men kirken vokser og vokser. På et tidspunkt får I øje på menneskene udenfor på pladsen foran kirken, og så kan I se, hvor små de er. De ligner bananfluer om en kæmpe bryllupskage.
Når I endelig er kommet ned på pladsen, så har den forlystelsessyge Bernini sørget for en underholdende ting, man kan foretage sig. Find en af de to kolonnadesten. Hvis I går op til springvandet og forestiller jer pladsen som en urskive med kirken som kl. 12, så er kolonnadestenene anbragt på kl. 3 og kl. 9, halvvejs ude på hver side af springvandet. Stil jer på kolonnadestenen og se på søjlerækkerne omkring pladserne. Der er fire rækker af søjler bag hinanden, men hvis man står lige præcis på kolonnadestenen, så forsvinder de tre bageste rækker søjler, og man kan kun se een række - se, det er præcisionsarbejde!
Skrub så ind i kirken. Her skal I bare gå og nyde helhedsindtrykket, pånær nogle enkelte ting, som I selvfølgelig skal lægge særligt mærke til. Hvis I orienterer jer, så I står med næserne mod højalteret - også af Bernini, og på højde med rundetårn - 33 m - og søjler, som er kopier af søjlerne i Salomons tempel.
Når I lige er kommet ind i kirken, og vagter har checket, om I nu er tækkeligt klædt på - skuldre og knæ skal være dækkede - så kan I lige til højre se Jesus i bar røv og wicklers, på Michelangelos "Pietá". En 'pietá' (fromhed) er altid det samme: Maria med sin døde søn. Det var Michelangelos berømteste ungdomsværk, og i sin grønne angst for at andre skulle tage æren (Michelangelo var nemlig ikke populær blandt sine kolleger, men han var vist også svær at bide skeer med) har han ladet sit navn indgravere i det bånd, som løber over Marias bryst: Michelangelo Buonarotti. Michelangelo var renæssance, og havde derfor ikke den senere Berninis hang til voldsom realisme. I renæssancen havde man endnu en stræben efter idealerne, hvor man i barokken efter borgerkrige, korruption og politiske intriger havde et temmeligt godt øje for, at så var mennesket altså heller ikke bedre. Idealet i "Pietá" ses i skildringen af Jomfru Maria: hun er da vist ikke en dag over atten, og dog er hendes søn 33. Paven bemrækede dette, og Michelangelo svarede: "Guds Moder har ingen alder!" Og så var den ikke længere. Hvem var vel også Paven, at han kunne gå i rette med Michelangelo?
Halvvejs oppe mod højalteret skal I ud til højre - find Petersstatuen, som stikker foden frem, så katolikkerne kan kysse den. Det er den storetå, der har så katastrofale følger for Lady Flora i Blixens "Kardinalens 3. fortælling" (hun får syfilis af at kysse tåen – så med dette in mente, så gør som mange katolikker: kys jeres fingre, og anbring derefter fingerspidserne på Skt. Peters tå). Blixen skriver også, at statuen ser ualmindelig brysk ud i betragtning af, at den skal forestille den milde, blide skt. Peter. Men det er måske også i virkeligheden en gammel Zeus-statue fra antikken, hvor man så har hevet tordenkilen ud og stukket to nøgler ned istedet.
Hvorfor har han to nøgler til Himmerige? tænker man. Er det hoveddøren og garagen? Men Peters nøgler knytter sig til det skriftssted, hvor Jesus siger til Peter: "Dig vil jeg give Himmeriges nøgler". Den latinske tekst har "Claves" - altså flertal - og det mindste flertal er som bekendt to. Det er dette citat, der står i den vældige kuppel over os nu: ”Du er Peter, på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dig vil jeg give himmeriges nøgler”. Når det netop var Peter, der fik nøglerne og retten til at lukke folk ind efter behag, så var det nok fordi han var den af apostlene, som havde mest at tilgive hos sig selv, og derfor ville sørge for, at flest muligt kom ind. Ikke alene var Peter selv svag i troen, men han var også en smule dum. Det hænger jo godt sammen med katolicismen, som netop er den mest tilgivende af de kristne kirkesamfund. Sålænge man har råd til et vokslys skal man nok komme i himlen.
Når I har kigget på Skt. Peter, og måske ovenikøbet kysset hans blankslidte tå, så kryds midtergangen og gå over i den modsatte side af kirken. Find Berninis gravmonument for Alexander VII. Nu skal vi igen til at grine, men ikke for højt - vi er jo på kristendommens mest hellige sted overhovedet. Monumentet står i en niche. Længst ude mod tilskueren er Døden - et forgyldt skelet - på vej med sit timeglas. Men der er nogen, der har drillet ham ved at kaste en stor, marmoreret voksdug hen over hovedet på ham, Han kæmper for at komme ud af den, og vifter med timeglasset; "Så er det nu!" Alexander sidder ovenpå med himmelvendt blik og i færd med at bede. Han frygter ikke døden – han glæder sig snarere, for han er jo som Pave sikker på at komme i himlen. Ikke desto mindre skæver han småt ned til kvinden til venstre, som slæber rundt på en kæmpemæssig, fed unge. Hun symboliserer moderskabet, men hun ser nu også ud, som om hun stiltiende beskylder Alexander for at være far til barnet. Pigen til højre sidder med foden på en globus. Læg mærke til, at hun jokker på England. Det gør hun, fordi England havde løsrevet sig fra pavekirken (fordi Henry VIII ville skilles og Paven ikke ville give ham lov).
Når I har set dette monument, må I godt søge mod højderne. I skal ud af kirken for at komme op på toppen. Det er den eneste gang på jeres korte tur, at I skal anstrenge jer, men gør det nu, for ellers er det forsent. Man har et godt vue fra toppen og en fornemmelse af, at Rom virkelig er bygget på 7 høje. I kan se Aventinerhøjen, hvorfra I kunne se Peterskirken.
I Santa Maria della Vittoria-kirken (på Largo di Susanna, tæt ved Termini) finder i "Den Hellige Tereses Henrykkelse", som I ingenlunde må gå glip af. Det er Bernini på sit humoristiske højdepunkt. Teresa var en spansk jomfru, som afstod fra alle verdslige glæder. Alle. Og når hun følte den mindste tilskyndelse, piskede hun sig selv, så skulle hun nok nære sig. Hun blev belønnet af Vorherre med et besøg af en engel. Det har jo lydt helt forskruet i Berninis ører - han var jo renæssancemand, og som sådan skulle man jo nyde livet.
Han har sikkert syntes, at det var synd for Terese, så han har givet hendes "henrykkelse" en erotisk drejning. "Henrykkelse" hedder på italiensk "estasio" - altså ekstase, så helt fjernt har det ikke ligget. Terese ligger halvt tilbagelænet med spredte ben og det mest liderlige grin om munden, på højdepunktet af sin 'henrykkelse'. Mellem hendes ben rejser sig en halvnøgen engledreng, som peger sin pil lige mod...mod - ja, det kan godt være hjertet, hvis man står i den rigtige vinkel. Og så skal I lægge mærke til galleriet ude i begge sider; det er det byråd, som har bestilt marmorgruppen; en række midaldrende og gamle mænd, der sidder og kigger interesseret på optrinnet. Peep show. Du godeste, hvor har Bernini moret sig; jeg forestiller mig, at han har småklukket, hver gang han har mejslet i Terese. Sobre tunger påstår hårdnakket, at han slet ikke har tænkt sig noget andet end at fremstille Tereses dybe religiøsitet, men et møde med statuen må feje enhver tvivl af bordet. Faktisk udbrød en hollandsk købmand, som var tilstede ved afsløringen i 1652: "Hvis det er den himmelske henrykkelse, så kender jeg den også!".
Husk at beundre folderne i Teresas kjole, og tag det med jer som et sindbillede på barokken. De voldsomme, kaotiske folder som et udtryk for barokkens voldsomme, kaotiske verdenssyn, der alligevel falder på plads i kunstværket. Hvis man sammenligner med antikkens eller renæssancens ideelle folder, der altid falder lige lodret ned, så kan man altid herefterdags se forskel.
Fra kirken går I ud på Via XX Settembre – nej, jeg ved ikke, hvad der skete d. 20. september, måske Italiens genforening - fortsæt, til I kommer til Via Quintino Sella på højre hånd, kryds Boncompagni - Det gode selskabs gade - lige over, ned ad Via Romagna, lige ud, lige ud, og lige ud, til I når parken og Galleria Borghese.
OBS! Det er muligt, at der kræves booking for at komme ind. Det kan enten gøres på: http://www.ticketeria.it/ticketeria/borghese-ita.asp# eller man kan tage til museet dagen før, eller nogle dage før besøget. Men det må endelig ikke springes over!
I Galleria Borghese står en hel serie af Berninis værker. Nu kan jeg ikke huske, hvilken rækkefølge, de kommer i, men der er Aeneas-statuen [aj-næ-as], som viser Aeneas, der bærer sin gamle far ud af det brændende Troja. Troja faldt jo, fordi Prins Paris havde hugget den Skønne Helene fra grækerne, og det førte til Den trojanske Krig, der varede i 10 år og endte med byens ødelæggelse. Altså på grund af sex og ung kærlighed. Aeneas er bemærkelsesværdig, fordi han er ganske anderledes og måske en smule kedelig - se, hvad han redder ud af ruinerne: sin gamle far og sin lille søn. Farmand har ovenikøbet en lille statuette af sine forældre med sig (er det nu noget at slæbe med sig, den er sikkert tung), så hele gruppen symboliserer generationerne, familien. Aeneas fortsætter fra Troja helt til Rom, hvor han grundlægger en lang familie. Det, som har interesseret Bernini i denne gruppe er forskellen på alder i de tre personer; især den gamle far er blevet rigtig vellykket med sine rynker og sin sækkede hud. Se, hvor meget Bernini har fået gruppen til at ligne mennesker af kød og blod; Aeneas højre skulder, f.eks., hvor den gamle far krammer den for at holde sig oppe. Det, som Aeneas' søn står med, er ikke et bæger med soft ice, men derimod den flamme, som familien tager med sig til Rom.
Der er også "Pluto og Proserpina", hvor Pluto snupper en pige som Dronning for Underverdnen, hvor han selv var konge. Persefone vil heller ikke med, eller også er hun bare bange for Cerberos, Plutos hund med tre hoveder. Pigens mor, Ceres, frugtbarhedens gudinde, forlangte at få pigen igen, og det endte med et forlig: Pigen skulle være på jorden det ene halvår, i underverdnen hos Pluto (Hades) det andet halvår. For at sikre sig, at Hades holdt aftalen, lod Ceres jorden være gold, sålænge Persefone (eller Proserpina) var væk. Det er derfor, vi har vinter og sommer, hvis I skulle være i tvivl.
Se igen, hvordan Bernini har fået Persefones lår og hofte til at føje sig efter trykket fra Plutos fingre - det er da mageløst. Det er faktisk mine 10 yndlings-kvadtacentimeter i hele Rom – Plutos fingre på Poersefones småfede lår. Man tror næppe, at det kan være marmor. Det ligner virkelig ... nåja, et lår. Det er netop sådan en detalje, der afslører Bernini som barok-mand fra tiden efter Michelangelo. Mennesker skal ligne mennesker, ikke marmor, og de skal idealiseres minimalt. Alt, hvad der kan tilføjes værkerne af noget, vi kender fra dagligdagen, gør værket bedre.
I "David"-statuen, (et rum for sig) som iøvrigt er et ungdoms-selvportræt af Bernini (i hvert fald ansigtet, tænker man, men det må nu også give svært mange muskler at hugge i marmor), ser man tydeligt forskellen fra Michelangelo. Tænk på hans velkendte, men stive David-statue, hvor han står roligt og afslappet efter sejren over Goliat. Kølig, heroisk og små-guddommelig. Sådan noget interesserer ikke Bernini: hans David er lige ved at affyre slyngen, han er ved at tage mål, og hans ansigt er fuldstændigt fordrejet i koncentration. Sådan ser man jo ud, når man koncentrerer sig. Bernini elsker dynamik, og man kan ikke undgå at forestille sig, hvordan stenen fra slyngen sidder lige midt i panden på Goliat sekunder senere.
Mesterværket er "Apollon og Daphne [Dafne]", også i et rum for sig. Historien er, at Apollon havde set sig varm på den smukke Daphne, men hun ville ikke have ham, den dumme tøs. Han jagter hende, og da hun indser, at hun ikke kan løbe fra ham, beder hun til Zeus om at frelse hende fra den skæbne, som er værre end døden. Om det nu var fordi Zeus ikke kunne finde på andet i en snæver vending, eller fordi han blev sur over at Daphne ikke ville indlade sig med hans søn ved jeg ikke, men Zeus forvandlede hende ihvertfald til verdens første laurbærtræ.
Se dynamikken! Der er næsten noget Disney over det: Det er som et antikt snapshot, der skildrer en brøkdel af et hektisk forløb; Apollon har fået hevet tøjet af pigen, og hun er så forhippet på at undslippe, at hun ikke bemærker, at forvandlingen er ved at ske: hendes udstrakte fingre er allerede blevet til blade, og barken har lagt sig meget ærbart over hendes skød. Små, fine rødder skyder ud af tæerne på hende. Apollon ser ud, som om han har opdaget det; man kan fornemme skuffelsen brede sig over hans ansigt.
Læg mærke til, hvordan Bernini har forskelsbehandlet marmoret; det højpolerede marmor til de svedige kroppe, det matte marmor til stof og træ.
Bernini har visualiseret digterens Ovids strofer:
Aldrig så snart var det sagt, da hun fandt
at rødder nu hende til jordbunden bandt;
og om hendes liv nu barken sig strakte
og arme som grene mod himlene rakte;
et laurbærtræ var den Daphne nu blevet
med glat bark som minde om nymfen, der leved’.
Stil jer, så I har bladene på Daphnes fingre mellem jer selv og en af rummets lamper: det virker næsten, som om bladene er så tynde, at de er transparente.
Apollons kærlighed til Daphne forsvandt ikke, selv om hun var blevet til et træ. Han gjorde laurbærtræet til sit træ, og derfor bliver laurbærkranse brugt som hæderssymbol. Ovid lader Apollo sige:
Da jeg nu ej mere din elsker kan være
Så vil jeg dig stedse mit træ nu erklære;
Og digtere som triumferende herrer
herefter som krone de alle dig bære.
Mens I er i rummet med "Apollo og Daphne", så se loftet - et enestående eksempel på "trompe l'æuil" (trompe-løj - fransk for "narre øjet", altså optisk illusion: se, og prøv at overbevise jer selv om, at loftet er buet, men ellers fladt. De påmalede dekorationer er i den grad så plastisk vellykkede, at det synes umuligt (flottere synes jeg, end i Iganzio di Loyola-kirken, som ellers er berømt for samme). Eleverne skal som regel se længe på det loft, før de omsider tror på, at det virkelig er fladt.
Hvis I vil kigge på andet end Bernini, skal I næsten også lige se Napoleons søster, Pauline Borghese, ligge på en sofa. Hun er nøgen. Hendes veninder var chokeret over, at hun, en fin dame, havde ladet Canova portrættere hende uden en trævl på overkroppen, men hun sagde: "Åhr, hvad - der var fyret godt op". Hun har et æble i hånden, for hun er meget fristende, et karaktertræk, der holdt sig langt op i hendes alderdom, hvor hun af senilitet stadig troede sig yndig, og derfor jagtede bl.a. den engelske digter Keats, når han gik tur i Borghese-haven. Keats var under 1.60 og spinkelt bygget, så han var lidt bange for den gamle dame og plejede at løbe den anden vej, når han så hende.
Før I forlader Galleria Borghese, skal I lige ovenpå i de nyrestaurerede stuer. Der har man ikke kunne komme til i årevis, men nu er de åbne. Der er igen Bernini, men nu er selve manden der, i et selvportræt (to, faktisk). På det ene er han 26 - (det år, hvor han lavede "Apollo og Daphne"), på det andet er han 42. Begge selvportrætter er formidable, og viser, at han også kunne vende sit srakastiske øje mod sig selv. På Ungdomsportrættet ligner han et jaget dyr - for han har jo travlt. Han begyndte sin gerning med en kommission for Paven, da han var 10 år gammel. Jeg skrev ikke forkert: 10 år gammel. Paven satte ham på prøve og bad ham lave en buste. Bernini svarede: "Hvordan skal den være - mand eller kvinde? Ung eller gammel? Glad eller bedrøvet?" Det måtte han selv om, svarede Paven, og så lavede Bernini en portrætbuste af Apostlen Paulus, meget streng, for det var jo Paulus. Og så gik det derudad for Bernini. Man kan godt se på det ungdomsportræt, at han er travl, men der er også noget "Af banen! Her kommer jeg!" over det. På det andet portræt er han netop blevet gift og der er mere ro over ham; selvsikker ser han ud, og lidt stolt af sig selv. Men: se godt efter: han er ubarberet og hans hår er uglet - han har stadigvæk meget at lave i værkstedet. Man får indtryk af, at han lige i al hast har stillet op til et snapshot, og i øvrigt slet ikke havde tid til at sidde model (for sig selv).
På hver side af portætterne står to buster af Borghese - identiske, men: i busten til venstre kan I se billedhuggerens værste mareridt: da Bernini var ved at færdiggøre busten, opdagede han, at marmoret havde en skjult revne, som nu løber tværs over panden på Borghese. Det kunne altså ske. Han lavede så en ny buste i løbet af fjorten dage.
Titians ”Den himmelske og den jordiske venus” hænger i sin herlige bredde på første sal – det er også værd at se (Den himmelske Venus er hende uden tøj). En anekdote om Titian fortæller, at selveste Karl den Femte, kejser af Det hellige romerske Rige, engang bukkede sig ned for at samle en pensel op, som maleren havde tabt. Den verdslige magt bøjer sig for kunsten – det har fundet sted omkring midten af 1500-tallet og varsler renæssancen højdepunkt.
Man kan også kigge på de fem-seks malerier af den bindegale, men geniale Caravaggio, bl.a. den fortabte søn. På billederne står ”Michelangelo”, mendet er altså ikke Micelangelo Buonarotti, men Michelangelo Merisi di Caravaggio, det drejer sig om. Der er ingen andre Michelangeloer i Villa Borghese.
Når I forlader Galleria Borghese, skal I gennem parken, ikke ud på gaden. Gå mod Porte Pinciana (se kortet) bliv i parken, men i den østlige ende og fortsæt mod Den spanske Trappe. Den skal I se. Gå ned ad trappen, sikkert i slalom mellem gadesælgere, og se så trappen nedefra. Idet I går ned ad sidste hold trapper, har I en lækker, overdækket terrasse på venstre hånd - her boede digteren Keats, som den aldrende Pauline Borghese havde kastet sin kærlighed på oppe i parken. Idet I når foden af trappen, har I på højre hånd "Babington's Tea Rooms" - der er ikke billigt, men hvor meget kan en kop the vel koste? De har også kaffe. Jeg vil anbefale det, I vil føle jer hjemme, og der er altid en eller anden fremmelig kat, der mænger sig derinde. Katten er nemlig Babington-etablissementets bomærke. Jeg har besøgt Rom i hele tre kattes regeringstid, og den, der nu er der, var killing forrige gang, jeg var dernede. Hvis den da ikke er trampet ihjel af nogle amerikanske turister.
I kan også besøge Keats (han er ikke hjemme), for hans lejlighed er blevet til et lille museum for de romantiske engelske digtere af den yngre skole: Byron Shelley, Keats. Lejligheden står som en lille souvenir fra en af de mest turbulente tider i litteraturhistorien. Byron, som i sin digtning godt nok var rationalist, men som i sit liv var romantiker til fingerspidserne (hvis fingerspidsen nu er det rigtige at karakterisere ham på). Hans kødelige løbebane begyndte, da han blev forført af sin barnepige i en alder af syv. Han blev selv meget forelsket i Mary Duff, da han var fjorten, men hun ville ikke have en krøbling (Byron var regnet for sin samtids smukkeste mand, men han var altså født med klumpfod. Emily Dickinson spekulerede på, om ikke hele hans geni lå i den klumpfod). Mary Duffs afslag må have gjort ondt, for derefter blev Byron, som en ægte, skuffet romantiker, ufatteligt promiskuøs - han sprang på alt, der rørte sig. Officielt alverdens kvinder, uofficielt også drenge. Men da napoleonskrigene rasede, var moralen ret løs, så han blev hyldet som helt. Indtil hans forhold til hans egen søster blev kendt - så måtte han forlade England. I udlændigheden sluttede han sig til Shelley, som havde forladt sin kone for at gifte sig med Mary Shelley ("Frankenstein").
Shelley druknede under en storm i Speziabugten, og da hans lig flere uger senere skyllede op på stranden, kunne han kun genkendes ved et bind af Keats' digte, som han havde i lommen. Byron og nogle andre brændte liget direkte på stranden (tænk at skulle gøre det ved sine venner!), men hjertet ville ikke brænde - der blev ved at trække væsker ud, som slukkede ilden. Byron tog Shelley hjerte med tilbage til Mary, og hun lod det begrave på Den protestantiske Kirkegård i Rom. Shelley blev 30.
Byron fortsatte til Grækenland, hvor han fik feber under den græske frihedskrig. Blev åreladt af hele to inkompetente læger, som så fortsatte med at maltraktere ham i en amatøragtig obduktion. 23 stykker - de 22 kom tilbage til London, hjertet ligger i Missolonghi. Han blev 36.
Keats er den mest stille eksistens af de tre, men på mange måder også den mest rørende. Han droppede medicinstudierne for at digte. Han kom dog alligevel til at passe syge mennesker; han plejede sin bror, som døde efter et års sygdom med tuberkulose. Derfor kunne Keats genkende symptomerne, da han selv fik dem; han vågnede en morgen og havde hostet lyserødt blod op på sin pude. Mørkerødt er slemt nok, men iltet blod, lige fra lungerne, det var ikke til at tage fejl af: "I cannot be deceived by that colour" skrev han, "I must die".
Hans læge sagde, at han måtte rejse til Italien, hvor det varme klima ville forlænge hans sidste tid. Keats havde året før forelsket sig i Fanny Brawne, en ikke særligt kunst-interesseret pige, men dog hans muse, og Fannys kærlighed til Keats synes oprigtig nok. Alligevel brød han med hende; han ville ikke udsætte hende for det, han selv havde været igennem med broderen - terminalpatienter er ikke sjove - og han syntes, at hendes tid kunne bruges bedre på at glemme ham. Derfor tog han til Rom alene, og man kan da glæde sig over, at hans sidste tid blev tilbragt i den allerlækreste lejlighed i Rom. Vi er mange, der mener, at Keats - som iøvrigt kun blev 26 - var den bedste af de engelske romantikere. Ikke kun den mest lovende, men det, han fik skrevet - heriblandt "Ode on a Grecian Urn" står over noget af Byron eller Shelley.
For foden af den spanske trappe hedder gaden Via Condotti, og den tager jer lige ned til Corsoen. Se ned ad Corsoen mod venstre - der ligger Gebisset, det skrummel, langt nede for enden. Gå mod Gebisset, men drej til venstre, enten ad Largo Chigi eller, lidt senere, ad Via del Muratte - begge steder er vist skiltet "Fontana di Trevi" - Trevi-fontænen, altså. Det var her, at Anita Ekberg tog bad i sin lange kjole i Fellinis "Dolce Vita" - det søde liv. Se på og nyd Trevi-fontænen. Når man har drukket af den (det kan ikke anbefales) i syv år i træk, siges der, da - og først da - er man kunstner. Hvad I kan gøre istedet, og hvilket I skal gøre, er at stille jer ned foran fontænen, med ryggen til, og så kaste en mønt med højre hånd over venstre skulder, ned i vandet. Så kommer I tilbage til Rom.
Berninis lille søde kirke, "Andrea Al' Quirinale" på Quirinal-gaden er også et besøg værd (tæt ved stationen). Den er lille, den er oval, og den er helt guld og rosa. Man skal ind og så skal man se op mod kuplen: Her myldrer det med små, vidunderligt søde engelbasser i marmor og guld, af den slags, som barokken, og måske især Bernini havde patent på, men som nutildags kan fås i håndkøb som lysestager, plastik-pyntefigurer, billedrammer o.s.v. De hedder "putti".
De er i flugt på vej mod himlen. Den ligger i den lille ekstra kuppel, højere oppe. Nogle af englene er allerede deroppe, men har vendt sig for at se, om kammeraterne ikke er på vej: det er de, men nogle af dem vinker til os, for de vil godt have os med. Og det skulle da efter sigende også være et rart sted at komme.
Det er sjovt at tænke på, at Bernini, da han udsmykkede denne kirke - som var hans egen yndlingskirke, Peterskirkens pragt til trods, selv havde fået tre ud af sine i alt otte børn, så de har altså inspireret ham.
Hvis I har lyst - skråstreg - overskud, kan I også se Cappucinerminkenes lille kælder, et grusomt skue.
Find Piazza Barberini, og gå ca. 30 meter op ad Via Vittorio Veneto - den største af gaderne lige fra pladsen. Kirken har en dobbelttrappe op. Entréen er gratis, men munken ved indgangen nasser nok lidt mønter til sin lille skål på bordet.
De gamle, afdøde (håber man) klosterbrødre er blevet kogt, til kødet faldt fra benene, og derpå har man arrangeret deres knogler i drabelige mosaikker på væggene i krypten. Også adelige tilhængere kunne give deres knogler - og deres døde børns knogler - til cappuccinerne, og i den sidste niche i kælderen (som kun er ca. 15-20 meter lang, ville jeg anslå) er en lille pige arrangeret som "dødens engel". På en lille undselig pap-skive længst nede står dette memento mori at læse: "Hvad I er, var vi engang, hvad vi er, bliver I engang" (Quello che siete, eraviamo, quello che siamo, sarebbe.)
KH, Lars
Huskeseddel:
Nøglehullet
Bocca della verita
"Il Delfino" (suppli & saltmandler - vigtigt!)
Ignazio di Loyola
Piazza Navona (tartuffo!)
Ponte S. Angelo
Peterspladsen - kolonnadestenene!
Peterskirken:
Skt. Peter - kys tåen!
Alexander VII - monumentet.
Den Hellige Tereses henrykkelse
Galleria Borghese
Den spanske Trappe
Trevi fontænen.
Galleria Borghese
Andrea Al' Quirinale.
Cappuccinermunkenes kloster.
Restauranter:
det er ikke altid en god idé at blive shanghajet ind i en restaurant af en ivrig tjener: der er som regel en grund til den aggressive markedsføring. Men man kan også bare være rendt ind i en stille periode på et ellers godt sted
Den romerske menu består – for italienere – af:
antipasto (dvs. før pastaen – som regel noget salat)
primo (pasta eller suppe)
Secondo (hovedretten, som regel serveret uden ’contorno’ – tilbehør som salat eller kartofler)
desserto – som typisk er ’dolce’ (kage) eller ’gelato’ (is)
MEN: man behøver ikke følge denne menu. Italienerne har for længst forstået, at turister tror, at primo – pasta, lasagne, etc.) er en hovedret.
Men bemærk, at der altid er et lille tillæg (coperta e pane – brød og opdækning) og man kommer tit ud for, at fisk betales pr. 100 gram (l’etto).
Man skal være opmærksom på, at restauranter ikke nødvendigvis serverer pizza, med mindre stedet skilter med ”ristorante e pizzeria”.
Pizza anses i Italien på linje med hotdogs eller burgere, og skal egentlig spises på de små pizzeriaer, der sælger dem i firkantede stykker fra store bradepander – og man bestemmer selv stykkets størrelse og betaler efter vægt (ikke dyrt).
Man kan tage en taxi til Trastevere (som ikke har været slumkvarter siden 1970erne), for under hundrede kroner fra bymidten og besøge Alle Fratte di Trastevere i Via delle Fratte di Trastevere nr. 50: maden er fremragende, og stedet betjenes hjerteligt af familien Massimo; Felice og Maria og sønnen Riccardo. De har alle boet i USA og taler engelsk. Til secondo (hovedretten) kan jeg anbefale en meget mør Filet Mignon, og hvad desserten angår, eksperimenterer reaturanten med klassikeren Tiramisu på forskellige måder. Jeg vil sætte Fratte di Tratevere på toppen af min liste over restauranter i Rom.
Nærmere bymidten er der Elletra i Via Principe Amedeo 74, tre gader syd for Termini, hovedbanegården (hvor de billige hoteller ligger).
Ristorante la Campana (lukket mandag) er et andet godt sted, også selv om stedets krav på at være Roms ældste restaurant ikke kan bevises.
Campana ligger på Via Della Scrofa, som man ramler ind i, hvis man går ned ad den Spanske Trappe, ned ad Via Condotti og så fortsætter lige over Corsoen og fortsætter lige frem. Når man har tilbagelagt en afstand, som svarer til længden af Via Condotti (som man forlod, da man passerede Corsoen), er man der.
